Karriere — Ledige stillinger

Studentermedhjælper

Bilde av jobb

Trives du med struktur, udvikling og mennesker – og elsker du at få tingene til at spille?

Så er rollen som studentermedhjælper hos TEAMVAERK måske noget for dig.

TEAMVAERK er et konsulenthus, der hjælper ledere og teams med at skabe bedre samarbejde, særligt i bygge- og anlægsprojekter. Vi designer og faciliterer processer, der skaber retning, tydelige aftaler og stærkere relationer. Det gør vi ved at kombinere menneskelig indsigt, solid faciliteringsfaglighed og en digital samarbejdsplatform, der giver data på, hvordan samarbejdet faktisk fungerer i hverdagen. Resultatet er teams med højere effektivitet, bedre trivsel og stærkere resultater.


Sådan kommer du til at gøre en forskel

Som studentermedhjælper hos TEAMVAERK bliver du en vigtig del af vores hverdag og er med til at understøtte både kundeopgaver og interne processer. Rollen er central for at få hverdagen til at fungere. Du får ansvar for at skabe struktur, flow og kvalitet i det, vi sender ud af huset, og du vil hurtigt kunne se, hvordan din indsats gør en reel forskel både internt og eksternt. Der er plads til, at du kan præge dine opgaver, hvis du tager ansvar og ser muligheder.

Stillingen er på cirka 10-15 timer om ugen med fleksibilitet i eksamensperioder.


Dine primære opgaver omfatter

  • Klargøre og opsætte materiale til workshops (slides, øvelser, plakater m.m.) i PowerPoint
  • Videreudvikle og vedligeholde præsentations- og dokumentskabeloner
  • Koordinere møder og workshops, herunder kalenderbookinger og praktiske detaljer
  • Sætte surveys op, følge op på svar og lave let dataopsamling
  • Yde let digital support på vores samarbejdsplatform
  • Bidrage til marketing- og eventaktiviteter (fx SoMe-indhold, materialer, praktisk afvikling)
  • Løse ad hoc- og praktiske opgaver i hverdagen

For at lykkes i rollen…

…er du studerende og har lyst til at være med i maskinrummet og sikre, at vores arbejde over for kunderne fremstår professionelt, gennemtænkt og veldisponeret. Vi foretrækker, at du kan sætte flueben ved flere af nedenstående:

  • Er struktureret, detaljeorienteret og trives med at have overblik over mange opgaver
  • Kan arbejde selvstændigt, tager ansvar og følger tingene til dørs
  • Er tryg ved at arbejde i PowerPoint og gerne nysgerrig på andre digitale værktøjer
  • Kommunikerer klart og professionelt på dansk og engelsk
  • Er i gang med en bachelor- eller kandidatuddannelse og har minimum ét år tilbage af studiet
  • Har lyst til at være en del af et fællesskab, hvor vi både arbejder ambitiøst og værner om grin, respekt og gode relationer

Hvad er dine muligheder hos TEAMVAERK?

Hos TEAMVAERK får du tæt indsigt i konsulentarbejde, facilitering og samarbejde i komplekse organisationer. Du får mulighed for at udvikle dine kompetencer inden for struktur, visuel formidling, procesunderstøttelse og digitale værktøjer, og du får løbende sparring fra erfarne kolleger, der gerne deler både viden og erfaring.

Hverdagen er varieret, og ingen uger er helt ens. Du kommer både til at arbejde ved skrivebordet og indimellem tæt på leverancer ude hos kunder. Samtidig bliver du en del af et uformelt og socialt miljø med højt fagligt niveau, god humor og stærke relationer.


Har du lyst til at blive en del af TEAMVAERK?

I stedet for en traditionel ansøgning vil vi gerne have, at du sender korte svar på disse tre spørgsmål. Dine svar må maksimalt fylde én A4-side:

  1. Hvad giver dig den allerbedste arbejdsdag?
  2. Beskriv en situation, hvor du tog ansvar og fik noget til at lykkes. Hvad gjorde du?
  3. Hvorfor passer du ind i TEAMVAERK, og hvad håber du at lære?

Vedlæg også gerne dit CV og send det hele til Mette Andreassen på MA@teamvaerk.com

Vi afholder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet det rette match, så send dine svar hurtigst muligt. Vi glæder os til at høre fra dig!

Kontaktperson

Bilde av kontaktperson

Mette Andreassen

Senior samarbejdskonsulent

Sted

DTU Science Park Diplomvej 381, DK—2800 Kgs. Lyngby